Øverstestuen. Tidligere sagde mønboerne øvstuen. De fleste vil vel kalde den stadsestuen - den betegnelse som i slutningen af 1800-tallet blev det almindelige navn for ”den fine stue”. Ældre gæster på Museumsgården kan ofte fortælle om stadsestuen som den så ud, den gang de som børn besøgte deres bedsteforældre – ikke bare på Møn, men alle mulige steder i landet. Stuen lugtede hengemt og blev kun brugt nogle få gange om året. De fine møbler skulle ikke slides unødigt. Det er faktisk sjældent at møde nogen, som har oplevet stadsestuen i brug. En almindelig fødselsdag var sædvanligvis ikke nok til at døren blev slået op til stadsestuen. Men sådan har det ikke altid været.
Det er først i løbet af 1700-tallet at bønderne flest får råd til at indrette en øverstestue, når de byggede en gård. Den har fra første færd været et udstillingsvindue for familiens rigdom, men nok ikke det støvede museum den synes at være blevet til i begyndelsen af 1900-tallet. Johan Paludan, som skrev en beskrivelse af livet på Møn som det udfoldede sig omkring det tidspunkt hvor Museumsgården blev bygget (år 1800), fortalte blandt andet:
”Dog er det ikke mad og drikke alene, som udbreder glæden; dansen bidrager også væsentlig dertil. Selv om øverstestuerne hos mange er temmelig rummelige (100 kvadratalen), giver de ikke meget plads til de mange danselystne. Men på trods af det snævre rum og det kvælende støv finder de både plads og luft nok. Engelskdanse og valse har efterhånden fortrængt de før brugelige to- og treture, samt menuetter.”
Paludan fortæller også om øverstestuen at den havde plankegulv, i modsætning til dagligstuen, hvor gulvet var af stampet ler eller stenbelagt. Stuen var almindeligvis udstyret med ”ret smukke møbler: stole, et spejl eller to,kommoder, et smukt chatol, eller et anseeligt klædeskab, stundom endog en sofa.” Gardiner, tilføjer han, finder man nogle få steder, men de bliver almindeligvis anset som (overflødig) luksus. Stole stod den gang med ryggen mod væggen, der var endnu ikke et spisebord som de skulle grupperes om ude i rummet, og sofaen var som nævnt endnu en sjældenhed.
Rummet var frit i midten til en svingom. Det var først senere i 1800-tallet at rummet blev fyldt med sofa og lænestole og spisebord. De 100 kvadratalen er i øvrigt ca. 40 m2. Øverstestuen i Museumsgården er på ca. 25 m2.
Vi springer nu ca. 150 år frem i tiden. I de sidste år hvor Hans Hansen havde gården, blev øverstestuen brugt til karlekammer. Her boede fire karle under langt bedre forhold end hvad karlekamre traditionelt kunne byde på. Hans Hansen havde ikke brug for en stadsestue han kunne vise frem. Haven var hans stadsestue.